fbpx

Heeris Pilgrimsrejse

Torben Heeris Pilgrimsrejse 2012

Grundet trælse omstændigheder, lovede jeg, at hvis jeg nogensinde kom ud på den rigtige side, ville jeg foretage en cykeltur til katedralen i Santiago de Compostella ad en af de ældgamle pilgrimsruter i NordSpanien og sige tak for livet, og pas godt på min datter, til Sankt Jacob, uagtet at jeg er inkarneret ateist.

Hvorfor det lige netop skulle være denne katedral, erindrer jeg ikke, det kunne lisså godt have været domkirken i Nr. Nebel, men nu blev det altså Santiago. Så medio 2012 besluttede jeg, at nu skulle det være, pudsede min gamle Kildemoes Dingo (7 indvendige gear) af, og drog ind til Arnfreds Cykler i Varde for at få den gjort lidt up-to-date.

Her blev jeg i en alder af 60 pladask forelsket i en der stående KOGA World Traveller trekking bike, som jeg efter en del palaver om inflation, fattigdom, profitmaksimering etc. nølende købte på stedet. Så hjem til Nr. Nebel med Dingoen uafpudset, bestyrket i min tro på, at man aldrig bliver for gammel til forelskelse og adskillige kilo mindre på kreditkortet.

Jeg undersøgte herefter overalt, eller rettere forsøgte derpå, hvorledes man fik sig selv plus KOGA til Irun ved den fransk-spanske grænse, samt informationer om den valgte rute kaldet Ruta de la Costa, eller kystruten. Se, jeg er hverken ørn eller nørd, så det lykkedes ikke for mig at finde nogen brugbare oplysninger om nogetsomhelst overhovedet nogensteder!

Da sådant selvsagt ikke kan slå en gammel dragon ud af sadlen, hægtede jeg frustreret Bicicletaen på Suzukien, smed det akkumulerede grej ind i samme, og kørte mod syd kun bevæbnet med et manuelt kompas, et kort over Spanien fra 1994 og 14 dages cykeltræning! Jeg havde jo lovet det!

 

 

cykeltur ved sø
cykeltur med tasker
mand med cykelhjelm
telt tur

Tilføj din overskrift her

Her begyndte så mit turbulente livs mest besværlige, uplanlagte og uigennemtænkte projekt: Jeg var kun tres år, blot 20 kilo overvægtig, ikke ret sur og vranten og kun knap helt ude af form, plus tyve kilo overvægt på Bicien, der i sig selv med gadgets også sneg sig op på tyve kilo!

Og det er i det lys, at denne fortælling skal ses! Medio August 2012 ankom vi (suzuki, bicicleta og Deres ærbødige), til en campingplads i Irun, hvor jeg havde – via email – fået lov, mod betaling, til at parkere suzuki-san, medens bicien og jeg drog mod vest uden forbindelse til omverdenen, idet min iphone fejlagtigt ikke var anmeldt til udenlands mode.

Jeg er fra mine ture til Irak, gennem Borneo, Grønland o.m.a. “vant” til temperaturer både over og under, hvad normalen er i Klinting Herred, men selvfølgelig landede jeg midt i den varmeste sommer i NordSpanien i mands minde, og midt i de lokale campisters favorittid.

De af jer, der har prøvet at campere i Spanien, vil vide, at lydniveauet på en Spansk campingplads kan sammenlignes med en rock-koncert, samt at “ro på pladsen” tidspunktet tolkes ret liberalt, forskellige kulturer som det ikke tilkommer mig at ændre på!

Så næste morgen, lettere ør, pakkede jeg bicien, låste bilen, hægtede Thorshammeren og Hundetegnet om halsen, og tog vest på uden brugbare informationer fra ejerne af campingpladsen eller andre, ud på en ordentlig forskrækkelse!

 

 

Kystruten i Charlottenlund

Jeg troede fejlagtigt, at når noget hed Kystruten, ja så kunne det vel bedst sammenlignes med en tur ad Strandvejen fra Charlottenlund til Gilleleje, lidt længere måske (42 gange afstanden til horisonten faktisk), men no problemo! Jeg havde også valgt Kystruten, fordi den prosaisk lød til at være mere pittoresk end den mere traditionelle travetur fra St. Jean Pied de Port op over højsletten uden iøvrigt at forklejne travernes strabadser!

Men som alt andet her i livet: sådan hang virkeligheden slet ikke sammen. På langs af NordSpanien går en bjergkæde lidt inde fra kysten, en forlængelse af Pyrenæerne, og fra denne bjergkæde syd til nord udgår som ved andre kæder utallige udløbere ud til kysten. Og det er disse udløbere, som man skal op og nedad, mest opad.

Det siges lidt floskelagtigt vedrørende disse pilgrimsruter, at det er vejen, der er målet, dvs at punkterne a (Irun) og b (Santiago) er irellevante, det er selve turen og den forbundne spiritualitet, der er vigtigst!

For mig var selve turen som sådan ligegyldig, for mig var målet b (Santiago), for det og kun det indgik i mit løfte. Jeg lærte over de næste 11 dage, at afstanden mellem a og b er (i dette tilfælde sølle 856 km) forholdsvis ligegyldig, det er tiden, du på cykel i 40 graders varme bruger på at cykle opad, der er vigtigt! Jeg brugte ca. 90% af min effektive cykeltid på at kravle opad!

Jeg lærte på den hårde måde, at de to store klinger er ren overvægt på sådan en tur: fra brat nedad skiftede terrænet til brat opad så hurtigt, at man ikke kunne nå at geare ned, og overgangen fra brat opad til brat nedad skete så hurtigt, at man ikke kunne nå at geare op, ligeud i form af vandret fandtes ganske enkelt ikke! I een uendelighed! Jeg overdriver nok lidt, men sådan følte jeg det, da jeg sad i suppedas til drøblen!

I parantes bemærket, blev jeg efter hjemkomst bl.a. konfronteret med: “Aha, den pågældende dag, kørte rytterne i Vuelta de Espana med en gennemsnitsfart på 42.56 kph!” Til dette volapyk (ordenes totale uforståelighed for de uindviede) kan jeg kun resignere: jamen det gjorde disse toptunede professionelle uden eet overflødeligt gram fedt på kroppen og med cykler, der vejer præcist 6.7 kilo, jo ikke med en extra passager siddende bagpå (vægten af min personlige overvægt, oppakning og cykel).

For de interesserede kan jeg oplyse, at årets Vueltas iøvrigt særdeles seværdige etaper 14-17, ja der cyklede vi! Jeg skal ikke trætte Jer med Werthers Lidelser eller Dantes Inferno, ej heller vil jeg citere Saxo vedr. Regnar Lodbrog: “Grynte ville grise, om de kendte galtens kval”.  

cykeltur ved tunnel

Men jeg nåede til Santiago, og jeg knælede ved St. Jacobs Grav bag bagerste stolerække og sagde tak for livet, og pas godt på min datter, skjulende Thorshammeren inde under den salte T-shirt for ikke unødigt at vende Ham i graven. Jeg opfyldte mit løfte!

Det mest fantastiske ved turen var, at intet faktisk gik galt. Suzukien punkterede ikke, den bragte mig frem og tilbage som en mis. Jeg væltede ikke, blev ikke overfaldet, intet blev mig frarøvet, ingen hedeslag eller dehydrering, jeg kom frem sund og rask dog tolv kilo lettere.

Jeg mødte en masse venlige spansktalende (og kun spansktalende!) spaniere, i et terræn, der er karakteriseret ved en total mangel på skiltning, uden ledige hotelværelser og restauranter åbne i besøgstiden, med campingpladserne liggende oppe eller nede ad lange 20% stigninger, med totalt 15000 højdemeter, ihukommende at Mt. Everest er ca. 8600 m.

Jeg var også heldig, idet jeg hverken stødte ind i regn eller modvind, selv om begge dele kunne have kølet mig lidt ned! Jeg lærte at sætte pris på en god ven nemlig KOGAen, mi bicicleta, som heller ikke punkterede, væltede, knækkede kæden eller nogetsomhelst andet, den bragte mig lydefrit frem til b, og når det gik værst for sig, tillod den også min datter at ride med, så vi sammen kunne grine af den næste bakke, og det er sandt!

Jeg kan dog ikke sige mig fri for at fornemme, at den måske følte sig lidt intimideret af mine trusler om, at hvis den ikke fik mig hen over halvvejsmærket, ville den ende som skrot, til gengæld lovede jeg den, at såfremt den fik mig ind over 50 km stregen, ja så ville jeg bære den over målstregen om nødvendigt!

Udover min lidet soldateragtige tåre ved graven, måtte jeg knibe endnu en, nemlig da jeg sagde au revoir til bicien i Santiago, da det viste sig ikke at være muligt at medtage den derfra, og at den eneste måde at gense den på, var at sende den med fly via transportfirmaet, der praktisk nok ligger dør om dør med det nonprofitable pilgrimskontor, hvor mit pilgrimsbevis blev udstedt!

Jeg havde selvfølgelig ikke medbragt hverken stelnummer eller låsenummer til sådant, men en mail til Arnfred i Varde bragte omgående svar derpå! Sådan er der så meget! Ingen historie uden lessons learned: Man skal passe ganske alvorligt på, hvad man kommer til at love!

Hvis jeg havde vidst, hvad jeg gik ind til, var jeg ikke kommet afsted, hvis man har ønske om at se ud over Valby Bakke, ja så afgang! Jeg for vild vel et par hundred gange, så næste gang (!) sidder der en gps på styret, og sidste nye kort vil ikke være at foragte heller.

Hvis man absolut vil gøre sådan tur alene, kan man med fordel huske at sørge for, at ens telefon virker! Hvis man ikke kan køkkenspansk bør man tage til et anglosaxisk land i stedet! Man skal have styr på ens indtagelse af kulhydrater, at tro at lokale bespisninger er åbne, når man har behov for det, duer ganske enkelt ikke!  

Husk teltet

På kystruten er det nødvendigt at medbringe telt, såfremt man fravælger som jeg at overnatte på pilgrimshostels! Uanset ens ordforråd skal man kunne skrue helt op for charmen, charme er et internationalt sprog! Brug mere tid på at forevige turen via kamera, iphone o.a. ikke mindst for Jeres egen skyld, og undlad samtidig ørepropper med musik, for så kan man nemlig registrere bagfra kommende lastbiler!

Denne tur er ikke for de uøvede eller let øvede, den er svær. Den allervigtigste lektie er, at uden stamina (evnen til at udføre noget ubehageligt og krævende psykisk som fysisk og uden at brokke sig stå op næste morgen og gøre det en gang til osv) bør man blive hjemme og avle kaniner (uden iøvrigt at forklejne kaninavlere)!

Til de af Jer der måtte mene, at når en sur, gammel, overvægtig, utrænet mand kan gøre det, jamen så kan det jo ikke være svært, vil jeg bare sige: afgang, så kan jeg sidde her og gnække, og ønske at en af Jer evt. via Kickstarter udfinder en god ide til, hvordan vi og vores cykler kommer frem til a!

I mellemtiden glæder KOGAen, som har vist sig som en yderst ligeværdig partner, og jeg os til næste tur , og farer dagligt rundt i det bjergrige terræn i og omkring Blaabjerg Klitplantage, for næste gang må det ikke skorte på træningen!

P.S. Nu har X-games, som er ungdommens helt naturlige protest mod de dræbende kedelige alm. olympiske discipliner, jo holdt sit indtog på bl.a. DR HD nu DR3, og det ville i denne forbindelse jvf. ovenstående være et syn for St. Jacob at se hvert holds stjernerytter, dopingfrit, køre op over det højeste bjerg med holdejeren bagpå som xtra disciplin.

OL og dermed involverede idrætter i nuværende form er dødsdømt, de gamle knarker og knarkinder (?) har ikke fattet, at ungdommen af i dag via den største revolution siden antikken med de sociale medier , hjelmkameraer, umiddelbar acces til alt og alle, gider ikke kaste en jernkugle længst muligt, svømme ligeud eller se en millionøse få en hest til at gå sidelæns, uanset om vi kan lide det eller ej! 90% af dagens kommende idrætsudøvere, tilbringer 90% af deres tid foran computerskærme eller deltager i “extremsport”, kun nogle ganske få tager med deres far ned til Espana for at se det overhypede danske håndboldlandshold lide det største nederlag i håndboldens historie, hvor vikingagtigt er det lige?  

Nærmere oplysninger om turen, fotos, pakkelister, diverse anekdoter, anvendt grej o.a. kan fås ved henvendelse til Torben Heeris, torbenheeris@gmail.com

by billede