fbpx

Nordkapp

Hvorfor cykle til Nordkapp?

I løbet af vores efterhånden lange karrierer som turcyklister havde vi mødt flere, som cyklede til Nordkapp. Den første var en slovener, vi mødte for mange år siden uden for Kolding. På cykelferien i Norge 2006 mødte vi et schweizisk par, som cyklede til Nordkapp. Vi havde også læst eller hørt om andre, der havde cyklet den lange tur, og efterhånden begyndte vi seriøst at overveje at cykle turen selv. Vi ville gerne cykle længere og længere for hvert år. På cykelturen over Alperne til Italien i
sommerferien 2007 kunne vi sætte endnu et flueben på vores liste over store mål. Derefter var cykelturen til Nordkapp et af få andre oplagte mål, hvis vi igen skulle overgå os selv.

I løbet af vores efterhånden lange karrierer som turcyklister havde vi mødt flere, som cyklede til Nordkapp. Den første var en slovener, vi mødte for mange år siden uden for Kolding. På cykelferien i Norge 2006 mødte vi et schweizisk par, som cyklede til Nordkapp. Vi havde også læst eller hørt om andre, der havde cyklet den lange tur, og efterhånden begyndte vi seriøst at overveje at cykle turen selv. Vi ville gerne cykle længere og længere for hvert år. På cykelturen over Alperne til Italien i
sommerferien 2007 kunne vi sætte endnu et flueben på vores liste over store mål. Derefter var cykelturen til Nordkapp et af få andre oplagte mål, hvis vi igen skulle overgå os selv.

Trafikmængden er den største forskel mellem at cykle i Skandinavien og sydpå. Der er megen trafik sydpå, hvorimod vi ofte har været de eneste trafikanter på vejene mod nord. Desuden har både Norge og Sverige allemandsret, så vi har ret til at sætte telt op i naturen. Sydpå findes allemandsretten ikke, og vi skulle derfor sørge for at finde steder, hvor vi ikke blev opdaget. Det lykkedes ikke altid … Derfor ville vi meget hellere cykle til Nordkapp end at cykle en lige så lang tur sydpå.

kort over norge

En af de mange gode ting ved at cykle i Norge er, at trafikkulturen er anderledes end i Danmark. Kan bilisterne ikke se, hvad der kommer efter et sving eller en bakketop, venter de bagved, til de kan se noget. De kører også langt udenom og venter ofte med at overhale, til der ikke kommer modgående. Det gælder også de mange tyske og hollandske autocampister og andre turister. Især i Sydnorge havde vi ofte biler kørende bag os over lange stræk, fordi oversigtsforholdene i bjergene var så dårlige, at hverken vi eller bilisterne havde overblik over vejen længere fremme. Vi følte os meget mere trygge i Norge, end vi ville have gjort på tilsvarende veje i Danmark. Kun ganske, ganske få bilister kørte tæt på, og ikke overraskende var den ene dansk.

På denne tur var nogle få strækninger stærkt trafikerede, men for det meste var der langt mellem bilerne. Vi kunne cykle ved siden af hinanden og snakke sammen, hvilket vi bestemt ikke havde mulighed for, da vi cyklede til Italien.

 

Hvorfor så cykle helt til Kirkenes?

Vi ville gerne cykle længere end de fleste andre langturscyklister, der ”bare” cykler til Nordkapp. Derfor var Kirkenes et oplagt bud, fordi vi så kunne tage et billede af den russiske grænse. Hvor mange kan prale af at have cyklet til Rusland? Vi ville også cykle hele strækningen i Norge – selvom den mest direkte og dermed korteste rute går gennem Sverige. Vi valgte også at starte så langt mod syd som muligt (næsten), nemlig i Kristiansand, og se så mange flotte steder som muligt undervejs. Vi vidste selvfølgelig godt, at nogle cyklede Nordkapp-Gibraltar eller længere, men den slags folk ville vi slet ikke måle os med. Vi ville derimod måle os med de ”almindelige” mennesker, der nøjedes med at cykle til Nordkapp.

 

Men hvorfor i det hele taget tage på cykelferie?

Det primære er at være af sted. Cykelferie er en mulighed for at komme langt væk fra hverdagen og alt det, der skal tages stilling til. En cykelferie sætter hverdagen i perspektiv.

På en cykelferie giver mange ting sig selv, og andre spørgsmål end i hverdagen får betydning. Nogle af de helt store spørgsmål på en cykelferie er: ”Skal vi have chili con carne eller tomatsuppe til vores pasta i aften?” og ”Skal vi have varmrøget laks eller pebermakrel i dag?”

Det var en stor oplevelse at være så lang tid af sted og komme så langt væk fra hverdagen. Vi følte nærmest, at vi kørte i en tidslomme, hvor tiden stod stille andre steder. Det var helt underligt at høre, at tidenogså gik hjemme. Folk gik på arbejde, fik sommerferie og vendte efter et stykke tid tilbage til arbejdet igen, mens vi bare cyklede i Norge.

p8043681

Dagsrytme

Vi stod op ved 7-8 tiden, pakkede sammen og spiste morgenmad. Ofte fik vi pasta til morgenmad, men ellers spiste vi franskbrød eller mysli med tørmælk. Vi startede normalt med at cykle mellem klokken 9 og 10, men det svingede meget. Derefter gik det meste af dagen med at cykle, sejle, og spise. Når vi fik franskbrød eller mysli til morgenmad, lavede vi ofte varm mad senere på dagen, hvis vi kunne være i fred for insekterne, som ikke brød sig om varmen.

Dagens etape sluttede normalt mellem 21 og 22, men det svingede også meget. Én dag satte vi først telt op klokken 04.30 om morgenen.

 

Heldige med vejret

Generelt var vi meget heldige med vejret. Først dag 9 – ned ad Sognefjellet – fik vi den første korte regnbyge. Derefter blev det småkoldt og regnfuldt, men efter dag 14 i Trøndelag – blev det atter tørvejr. Temperaturen svingede meget, men regnen holdt sig væk, til vi kom til Ørnes om aftenen dag 19. De næste to dage regnede det meget. Fra Svolvær på Lofoten til Honningsvåg oplevede vi kun to korte byger. Et kraftigt regnvejr på Magarøya kom endda den dag, hvor vi sov på vandrerhjem, og derefter holdt det tørvejr.

 

Turens højdepunkter

Lysefjorden med hårnålesving

Turens første højdepunkt – udover bare at komme af sted – var Lysefjorden. Det tog det meste af en dag at cykle op til passet i 900 meters højde, men derefter gik det til gengæld stærkt. I løbet af de sidste 8 kilometer faldt vejen 800 meter, og der var 27 hårnålesving. Det ene hårnålesving var endda inde i en fugtig og dårligt oplyst tunnel. Lampen ved hårnålesvinget var gået ud, så vi ikke kunne se noget som helst.

Sejlturen på fjorden var helt vildt flot, og vi så både Kjeragbolten, Preikestolen og nogle sæler, som solede sig på en klippe.

 

Vejen over Røldalsfjellet var også en stor oplevelse, men desværre en ubehagelig af slagsen. Denne strækning kørte vi nemlig på E134, den stærkt trafikerede hovedvej mellem Oslo og Haugesund. Vejen gik igennem to lange, smalle og dårligt oplyste tunneller, og den første gik stejlt opad. Vi sneglede os af sted sted med omkring 8 kilometer i timen, og det tog tre kvarter at cykle igennem. Bilerne kørte tæt på, og der var en øredøvende larm. Heldigvis gik det langt hurtigere i tunnel nummer to, hvor vi kørte nedad. I løbet af få minutter slap vi igen ud i den friske luft.

p7012105

Nærøydalen og Nærøyfjorden var turens flotteste strækning. En tidlig morgen cyklede vi ned gennem dalen, som er omgivet af enorme klippevægge på adskillige hundrede meters højde. Der var mange vandfald, og dalen var overraskende frodig. Store løvtræer groede langt oppe ad klipperne. Sejlturen var også rigtig flot, men det bedste var mågerne, som fløj med skibet, og som Esben kunne håndfodre.

 

Hovedvej 55

Hovedvej 55 over Sognefjellet blev endnu en stor oplevelse. Vi kunne se på kortet, at vi skulle over et pas i 1.434 meters højde. Først på eftermiddagen halvanden times tid efter havnebyen Sogndal var vi nået op i 300 meters højde, så vi kun manglede godt 1.100 højdemeter. Herfra gik det pludselig nedad til havets overflade igen, så vi kunne starte forfra. Vi købte en bakke friske jordbær til at styrke os på, da det gik op for os, at vi var tilbage ved start.

Om aftenen begyndte det atter at gå stejlt opad. Denne gang var det ikke kun for sjov. Vejen havde en stigning på 8-11 procent, og stigningen fortsatte hele aftenen. 21.45 – efter flere chokolade- og franskbrødspauser – var vi nået op i 680 meters højde, hvor vi måtte opgive at komme videre den dag. Der var så stejlt, at vi ikke engang kunne sætte cyklerne op ad autoværnet, uden at de trillede baglæns. Vi satte teltet op på den anden side af autoværnet og og fik en velfortjent nats søvn. Næste morgen cyklede vi videre, og først på eftermiddagen nåede vi toppen. Der var flot, og en stor sø var næsten dækket af is, mens der lå store isflager i det åbne vand. Vi kunne se flere gletsjere og fjeldmassivet Hurrungane helt tæt på. Norges højeste bjerg, den 2.469 meter høje Galdhøpiggen, lå kun få kilometer væk.

På vejen over Sognefjellet oplevede vi i høj grad en tilstand, vi kaldte ”stigningssyge”. I bjergene kan det være svært at vurdere, om det går op eller ned. Efter adskillige kilometer, hvor vejen hele tiden havde haft en stigning på mindst 9 procent, kunne selv 6 procents stigning føles som som at cykle nedad. Det var en særpræget oplevelse, og nogle gange blev vi overraskede over små bække, som løb imod os og derved viste, at vi stadig cyklede opad.

På den stejle og hurtige tur fra toppen ned mod Lom havde vi turens første regnbyge. Den varede heldigvis kun få minutter. Fra toppen gik det stejlt nedad mod Lom, hvor vi iagttog gråspurve, som udnyttede deres imponerende kolibriagtige evner til at spise døde fluer fra parkerede bilers kølerGITRE.

p7303456De næste dage var det koldere og regnfuldt, og vinden kom oftest forfra. Der kom også en enkelt haglbyge. Det blev heldigvis turens eneste.

Strækningen over højfjeldet forbi Dalsnibba var flot, og det var sjovt at køre ned til Geiranger. Tre år tidligere havde vi cyklet den modsatte vej. I mellemtiden var Geiranger selv blevet en endnu større turistfælde, og det var en fornøjelse at slippe derfra. Det var en trøst, at vi fik for mange byttepenge, da vi købte et kort i turistinformationen.

I år klarede vi begge at cykle hele vejen op ad Ørnevejens 10 hårnålesving uden at holde pause. Det var en stor forbedring i forhold til tre år tidligere.

Turen op til Trollstigen og ned ad de 11 hårnålesving var kold og regnfuld. En del af vejen nedad havde vi en bus foran os, så vi ikke kunne køre hurtigt. Vi fik dog testet bremsernes evne i regnvejr, og især Bjarnes skivebremser bestod opgaven til UG (efter den gamle skala).

 

Åndalsnes blev en stor oplevelse. Vi hyggede os med at drøfte verdenssituationen med nogle lam, der var glade for endelig at blive taget seriøst. Ved en tankstation håndfodrede vi nogle gråspurve, som også her viste nogle imponerende kolibrievner. Der var også en måge, men den kunne ikke lave samme kunster som spurvene. Gråspurvene i Molde dagen efter havde også kolibrievner, men var desværre ikke så sultne.

Dagen efter blev regnvejret udskiftet med hård modvind og mangel på læ, og vi var godt udkørte, da vi nåede ud til Atlanterhavsveien, som var blevet kåret som århundredets bygningsværk. Efter nogle flotte dage med bjerge og fjorde skulle der meget til at imponere os, og Atlanterhavsveien levede slet ikke op til vores forventninger. Vi var meget skuffede, og da vi overnattede i regnvejr sammen med cirka en million sultne gnavpander var humøret ikke ligefrem på sit højeste.

 

Tilføj din overskrift her

Til gengæld blev Trøndelag en stor positiv overraskelse. Vejret blev bedre, og vi kunne atter pakke regntøjet langt væk. Esben fandt i stedet sine badebukser frem og tog en svømmetur i en kold sø. De store skove gav et markant landskabsskifte, og vi så tre elge.

Nord for Trondheim kom vi ud på Kystriksvei 17, som følger kysten 600 kilometer til Bodø. Der var 8 færger bare på denne del af turen. Eneste anden vej nordpå er E6, der går længere inde i landet.

De fleste cyklister foretrækker at slippe for den tunge for trafik på E6, og Kystriksvei 17 er derfor et naturligt mødested for langturscyklister. Vi mødte en canadisk og en norsk cyklist, som begge skulle til Nordkapp, og som vi kom til at møde mange gange på vejen nordpå.

 

Efter mange og hårde bjergetaper i Sydnorge var vi kommet efter tidsplanen. I den situation var det godt med færgerne, fordi de gav nogle velfortjente pauser. Resten af tiden skulle vi gøre alt mest muligt effektivt for at indhente det tabte, men på færgerne kunne vi slappe af. Her kunne vi ikke sætte farten op, og nogle gange måtte vi vente et stykke tid, inden færgerne kom. Vi havde en turistbrochure med sejlplaner, men ikke alle færgerne var med.

Norge er fyldt med fjorde, og nogle steder går der færger over. De store fjorde i Sydnorge har alle færger, men nordpå er der ikke så mange færger. Nogle fjorde skulle vi derfor selv cykle rundt om, så nogle dage flyttede vi os ikke ret langt i fugleflugtslinje.

 

Vejret holdt sig pænt på Kystriksvei 17, til det med ét slag pludselig blev koldt, tåget og blæsende. Heldigvis havde vi medvind den eftermiddag, og vi blev nærmest båret forbi De syv søstre op mod Sandnessjøen.

 

Vi kom til Bodø sent om aftenen efter 120 kilometers cykling. Efter et velfortjent besøg hos Peppes Pizza tog vi færgen klokken 0.30. Vi var i Moskenes klokken 04.15. Selv om vi havde hvilet os undervejs, var vi alt, alt for trætte til at cykle videre. Heldigvis lykkedes det at finde et forladt hus, hvor vi kunne sætte telt op i haven og sove nogle timer. Vi havde set frem til at cykle på Lofoten med bjerge, hav og små idylliske fiskerlandsbyer. Desværre regnede det meget, så det ikke var så idyllisk endda. Til gengæld slap vi næsten for regnvejr resten af vejen til Kirkenes, men det vidste vi jo ikke noget om på Lofoten. Desuden havde vi ikke tid til nogen svinkeærinder, så vi fulgte E10, KONG HARALDS VEJ, den direkte vej mod Vesterålen.

Anden dag på Lofoten var skyerne lettet, så vi kunne nyde landskabet. Den sidste strækning var faktisk rigtig flot. Det hjalp meget på vores indtryk af Lofoten.

Her nåede vi op til midnatssolen, og det varede 12 dage, før vi atter kunne se solen gå ned.

p6302027

På Vesterålen havde vi turens suverænt koldeste dag. Der blæste en strid og iskold modvind fra Ishavet. Selv om vi tog alt vores uldtøj på om morgenen, fik vi først varmen efter nogle kilometers cykling i modvind. Vi skulle nå færgen fra Andenes næste morgen klokken 9, så vi sled og slæbte hele dagen med omkring 14 kilometer i timen. Det var turens hårdeste dag, og vi klarede at tilbagelægge 110 kilometer i modvind i et landskab stort set uden læ.

 

På Vesterålen mødte vi et tysk-italiensk par på omkring 60 år. De havde cyklet fra deres hjem i Modena i Norditalien for at tage på hvalsafari fra Andenes. De skulle også cykle hjem og havde tre måneder til at cykle 10.500 kilometer. Et par år tidligere havde de cyklet Modena-Nordkapp tur-retur.

 

Øen Senja var meget flot. Der var høje bjerge, som rejste sig direkte fra havet, store vandfald og et væld af fjorde. Flere steder kom vi helt ud til kysten og kunne for første gang på turen kigge ud over Ishavet.

 

Vi skulle på et tidspunkt nå en færge kl. 21.30, og sled og slæbte for at nå den. Det lykkedes lige akkurat – men den sejlede bare ikke mere den aften. Vi skulle derfor finde et andet sted at overnatte, og nogle meget aggressive havterner med unger forhindrede os i at overnatte på havnen. Styrmanden fra færgen kom og spurgte om vi ville overnatte på færgen. Vi sagde naturligvis ja tak. Det var herligt, og vi sparede en masse tid med at sætte telt op og pakke det sammen igen.

 

p7022224Det bedste ved Tromsø var Ishavskatedralen og at slippe ud af byen og væk fra hovedvejen. Få kilometer efter Tromsø tog vi turens to sidste færger. Afstandene i Nordnorge er meget store, og et skilt angav afstanden til Kirkenes til 790 kilometer. Vores afstikker til Nordkapp gjorde endda turen til Kirkenes 280 kilometer længere!

 

Ved Altafjorden så vi for første gang rensdyr. Resten af turen så vi rensdyr næsten hver dag. I starten tog vi billeder af alle sammen, men efter et stykke tid overvejede vi end ikke at finde kameraet frem, når vi så et. De sidste 40 kilometer før Magarøya, hvor Nordkapp ligger, og hele Magarøya selv er udlagt til rensdyrdrift. Vi så mange rensdyr.

 

Nordkapptunnellen, som går 212 meter ned under havet, har et rigtigt dårligt ry, og den er da også stejl. Meget stejl. Til gengæld er der masser af lys og luft og næsten ingen biler. Måske var vi heldige, men i hvert fald havde vi nærmest tunnelen for os selv.

 

Nordkap

Vi kom til Nordkapp i rigtig flot vejr og fik nogle turister til at tage de obligatoriske billeder af os ved globussen. Efter Bjarne havde fået en velfortjent kop kaffe, cyklede vi sydpå igen. Vi havde kun lidt mad tilbage og skulle derfor være i Honningsvåg inden klokken 22. Ganske få kilometer fra Nordkapp mødte vi igen den canadiske cyklist og et ungt fransk par. Franskmanden havde cyklet hele vejen hjemmefra og skulle cykle hjem igen, mens hans kæreste havde cyklet med siden Tromsø. De tre cyklister forærede os straks brød, fisk og bananer, så vi kunne tage tilbage til Nordkapp og overnatte og se midnatssolen sammen med dem.

I løbet af aftenen blæste det op, så vi spiste alle fem i det franske pars ydertelt, inden vi gik ud og så det spektakulære naturfænomen.

Der var en del andre cyklister, og vi udvekslede mange erfaringer fra vores ture. Mange havde haft Nordkapp som deres endelige mål, mens andre – som vi – bare havde Nordkapp som delmål. Andre igen startede på Nordkapp og cyklede sydpå.

Mod Kirkenes

p8043683Tidligt næste morgen – mens teltet endnu holdt stand mod stormen – pakkede vi sammen og startede på de sidste 600 kilometer mod Kirkenes. Kastevindene var så kraftige, at vi ofte havde svært ved at holde os på vejen.

 

Vejen fra Lakselv var præget af dårlige veje og lange afstande. Mellem Lakselv og Kirkenes – en strækning på 352 kilometer – kunne vi kun handle ét sted. På en folkeskole med kun to elever og på en campingplads havde vi dog mulighed for at spise varm mad. Desværre havde de ikke noget, vi kunne tage med. Landskabet i Finnmarken var overraskende flot og varieret, og vi var stadig meget heldige med vejret.

 

På vejen mellem Nordkapp og Kirkenes mødte vi en finne på en 3-gears cykel. Op ad stejle bakker måtte han stå af cyklen og trække. Han var startet i Jyväskyla og havde cyklet 2.700 kilometer, da vi mødtes. Han skulle cykle hele vejen rundt om Finland og manglede næsten 3.000 kilometer. Han havde ingen fortasker og måtte derfor have alle sine ting på bagagebæreren, der næsten ikke kunne holde til vægten. En navdynamo og et Helsport-telt var det eneste nye, han havde. Alt andet var tussegammelt. Han var endda 76 år og havde cyklet samme tur 36 gange!

 

 

Efter 38 dages cykling nåede vi Kirkenes, hvor vi satte telt op på campingpladsen. Dagen efter – turens sidste dag – cyklede vi 64 kilometer og var ovre at tage billeder af den russiske grænse.

 

Efter så mange dage af sted på cykelferie var det megetunderligt at slutte ferien. Det var en stor omvæltning at komme tilbage til hverdagen. Mentalt var det en langt større omvæltning at slutte cykelferien end at starte.

 

Vi følte, at vi var rigtigt gode, indtil vi mødte de andre langturscyklister. Tre franskmænd var startet i Frankrig, og det ældre italienske ægtepar cyklede Norditalien – Nordnorge tur/retur. Den canadiske cyklist og en norsk havde cyklet meget lange og hårde ture i øde områder forskellige steder i verden, så dem kunne vi heller ikke måle os med. Ingen af dem kunne dog måle sig med den ældre finne. Han var i en klasse helt for sig selv.

 

Vi var overraskede over at se kvaliteten af de andres cykler. Ingen af dem havde så gode cykler som os. Vi ville end ikke overveje at bytte cykler med nogen af de andre. En skotte levede op til fordommene og cyklede på en cykel så gammel, at den næsten kunne måle sig med finnens.

 

 DistanceTid på cyklenGns.fartMaksMaks. pulsHøjdemeter
 kilometerdøgnkm/tkm/tslag/minm
Bjarne3.503,70906:39:2615,7466,615534.759
Esben3.529,65812:34:0617,2574,118334.963